Tilbage

Vi samler på dedikerede mennesker

På BIE møder du erfarne og kompetente lærere og trænere, der vil gøre alt for at skabe de bedst mulige rammer for de unge mennesker.

Ledelsen og Administration

Mikkel Christoffersen

Forstander

Jeg har en baggrund som fodboldspiller og har spillet på samtlige niveauer fra Danmarksserien til Superligaen. Som gammel forsvarsspiller har jeg derfor altid holdet og fællesskabet for øje, hvilket også kendetegner min tilgang til undervisning – uanset om det er i klasselokalet eller på fodboldbanen.

Jeg har været forstander siden august 2018, men forsøger at være ude blandt eleverne, så meget tiden tillader det. Jeg rejser gerne med på både linje- og studieture og gør altid mit til, at alle får gode oplevelser for livet.

Clemens Kock Rasmussen

Viceforstander

Jeg har været uddannet lærer siden årtusindeskiftet, men har arbejdet med ledelse både i skoleverdenen og i det private siden 2013.

Har spillet fodbold siden jeg kunne gå, og har det i det hele taget svært med at sidde stille længere tid ad gangen. Er det ikke fodboldstøvlerne der bliver snøret, så er det måske løbeskoene eller langrendsstøvlerne.

Det betyder meget for mig, at alle de unge mennesker, jeg er så heldig at være i kontakt med hver dag, får et så godt år her på skolen som overhovedet muligt. Det kræver en del af os allesammen og jeg ser frem til et godt samarbejder med både dig og dine forældre;)

Lotte Tangrid Rune

Skolesekretær

Jeg har arbejdet som administrativ kontorassistent i mange år, inden jeg blev ansat som skolesekretær på Brøndby Idrætsefterskole tilbage i 2009. For mig er god service over for både forældre, elever og kollegaer særdeles vigtigt. Er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at tage fat i mig – så finder vi en løsning.

Jeg sætter fællesskabet højt, da det er vigtigt for mig at bidrage til, at alle får den bedst tænkelige oplevelse her på skolen. Udover de administrative opgaver har jeg en meget alsidig rolle på skolen. Jeg hjælper altid gerne til, når der er opgaver eller udfordringer, der skal løftes i fællesskab. Og så deltager jeg gerne på skolens årlige studietur og i de arrangementer, der er på skolen.

Henrik Birch

Bogholder

Lærerteam

Gitte Andersen

Træner på Pigefodboldlinjen samt underviser i dansk og idræt

Jeg har arbejdet på skolen, siden vi slog dørene op i 2009. Man siger, at et arbejde på en efterskole er en livsstil, hvilket passer rigtig godt på mig. Jeg har en baggrund som fodboldspiller på eliteplan med adskillige landsholdskampe i bagagen og mange aktive år i den bedste, danske liga. Min tilgang til såvel fodboldtræning, undervisning og efterskoletid bygger på fællesskab, nærhed, individualitet, anerkendelse, engagement og ikke mindst at have det sjovt med det, vi laver. Jeg brænder for at være med til at udvikle unge mennesker personligt og fagligt og vil gå langt for at gøre en forskel i deres hverdag.

Sisse Bruun Jepsen

Underviser på Fit2Perform-linjen samt i matematik

Jeg underviser på Fit2Perform-linjen og i matematik. Og så er jeg studievejleder. Så det er mig, der hjælper dig med at finde ud af, hvad du skal bruge din fremtid på, når du er færdig med dit år på efterskolen. Jeg elsker at arbejde med unge mennesker og føler faktisk, at jeg har verdens bedste arbejde. Det motiverer mig enormt at være med til at gøre en forskel for dig og de andre elever. Jeg drives af at løfte i flok, fordi jeg ved, at de største succeser altid skabes i samarbejde med andre. Det er ikke mindst den fælles indsats, der har skabt det unikke miljø på Brøndby Idrætsefterskole for både elever og medarbejdere.

Stine Stensvig Olsen

Underviser i dansk, samfundsfag, engelsk og på tværs af linjerne i Yoga

Oprindeligt fra det vestjyske, hvor vinden blæser 80% af tiden, og solnedgangen altid er magisk. Jeg er uddannet lærer fra Aarhus læreruddannelse, og har sidenhen undervist i musik, engelsk, dansk, samfundsfag og historie. Jeg brænder for at skabe refleksioner om og mere forståelse for vores verden og de mennesker, der lever på den. Jeg tror på, at man med nysgerrighed, respekt for hinanden, kreativitet og modet til at fejle kan åbne sig for en masse læring, og sigter derfor mod, at min undervisning kan give bare en smule af det.

Jack Samrawi

Underviser i dans samt valgfag

Jeg er uddannet pædagog, koreograf samt danser (uddannet fra Flow Dance Academy, STEPZ Dansestudie og DGI) – og er faktisk selv tidligere elev på Brøndby idrætsefterskole. Udover at undervise på danselinjen på BIE er jeg selv aktiv i dansemiljøet. Jeg underviser på HDF i Glostrup og er fast danser i dansegruppen Liberty, der performer til store events.

Tidligere har jeg undervist på Dansekapellet, DanceNow Studio og Flow Dance Academy. Og så har jeg arbejdet sammen med kunstnere som Neon Hitch (UK), Ivy (SE), Claes Cem (US), Nikoline Sunshine (DK) og Bryan Rice (DK). Igennem de seneste år, har jeg desuden stået for koreografien til Copenhagen Gay Pride.

Mikkel Bo Hansen

Underviser i matematik, Fysik/Kemi og E-sport

Nordjyde, livsnyder og uddannet lærer fra Den frie Lærerskole på Sydfyn. Jeg brænder for lærerfaget og efterskolelivet og elsker at rejse, nørde og udfolde mig fysisk. Min spidskompetence er at skabe stærke og tillidsfulde relationer, hvor jeg møder eleven præcis der, hvor han eller hun er i livet. Det giver helt unikke muligheder i undervisningen og i dannelsen af den enkelte elev.

For mig er det vigtigste at skabe optimale rammer for mine elever, så de får det fedeste år på efterskolen. “You can’t do everything, but you can do anything!”
P.S. Jeg er faktisk også ret sjov.

Magnus Bargholz

Træner på Fit2Perform

Jeg er selv tidligere elev på skolen og har tidligere spillet fodbold på eliteplan. Siden sommeren 2018 har jeg skiftet fra fodbolden til triatlon på elite niveau. Jeg drømmer om at blive fuldtids professionel triatlet og derfor bruger jeg meget af min tid på at træne. Jeg har altid interesseret mig for træning både fysiologisk og mentalt. Jeg har af den grund i mange år, læst om fysiologien bag træning, samt testet mange ting af i praktisk. Jeg sætter en stor glæde i at hjælpe andre, og forhåbentlig kan jeg som træner på Fit2perform linjen hjælpe eleverne til at opnå deres drømme, indenfor deres respektive sportsgren eller med at leve et sundt liv og komme i god form.

Niels Gorm Andreasen

Træner på fodboldlinjen samt underviser i matematik

Jeg er læreruddannet i matematik, fysik/kemi og geografi. Herudover har jeg taget en uddannelse som friluftvejleder og er bl.a. instruktør i mountainbike, ski, kano og kajak – samt jeg har spillet fodbold det meste af mit liv.

Jeg har som underviser altid arbejdet med unge i udskolingen samt været et halvt år i Uganda med Røde Kors, hvor jeg ligeledes arbejdede med unge.

Frederik Krabbe

Træner på fodboldlinjen samt lærer i dansk

Oprindeligt fra smilets by, Aarhus, men har efterhånden boet i København i 10 år. Jeg er uddannet Dansk- og idrætslærer. Udover min lærerfaglige uddannelse er jo også uddannet fysiurgisk sportsbehandler. Jeg varetager dansk og engelsk og er fodboldtræner for fodbolddrengene.

Udover mine uddannelser har jeg fået en livslang læring i at være professionel fodboldspiller i både indland og udland. Fodboldkarrieren har givet mig en forståelse for vigtigheden af et stærkt sammenhold, og hvilke mekanismer der er afgørende for at vi som mennesker kan opnå et fælles mål. Det er lige nøjagtig den læring, som jeg dagligt forsøger at give videre til vores elever.

Christian Orup Damgaard

Træner på Fodboldlinjen samt underviser i matematik, engelsk og valgfag

Udover at være træner på fodboldlinjen, underviser jeg i matematik og engelsk. I de seneste fem år har jeg undervist i engelsk, matematik, samfundsfag og idræt. I min undervisning er jeg inkluderende og energisk.
Med erfaring som ungdomsfodboldspiller i Brøndby IF, stifter af fodboldakademi samt klubtræner i HIK har jeg stor indsigt i fodboldens verden både fra banen og som træner.
Jeg er uddannet sportsmassør og har derfor et bredt kendskab til fysiologiske og anatomiske udfordringer blandt fysisk aktive unge. Jeg har erfaring i skadesforebyggende træning og er i stand til at give eleverne vigtig viden omkring restitution og kostindtag.
Jeg holder meget af efterskolelivet, og får energi af at omgås unge mennesker i en idrætsmæssig sammenhæng.

Rang Shawkat Barawy

Træner på Fodboldlinjen samt underviser i dansk og valgfag

Yashar Bavel

Træner på Fodboldlinjen samt underviser i dansk, engelsk og valgfag

Det udtales “Jaa sher” 😉
Jeg har brugt det meste af mit liv i Aalborg, men er i dag utrolig glad for at være i KBH, hvor jeg har boet siden 2020. De første 10 år af mit liv voksede jeg op i mit fødeland, Iran, og har siden vi flyttede til Danmark været igennem det meste af systemet, hvilket har givet mig en masse viden og erfaringer, som jeg ønsker at give videre til børnene.
Hvert barn kan noget helt særligt og jeg sigter altid efter at behandle ethvert forskelligt for at behandle alle ens.
Så har jeg også beskæftiget mig med fodbold siden jeg var 4 år gammel. Både som spiller og i dag som træner, hvor jeg også har ansvaret for et hold i Brøndby Masterclass.

Thomas Gregers Munk Bindslev

Træner på e-sport samt underviser i engelsk og valgfag

Armela Bardi Aboyli

Danselærer

Teknisk Service

Jarl D. Hansen

Teknisk serviceleder

Jeg har gennem 20 år været Teamleder ved Konservatorskolen, dernæst 3 år i DAB, inden jeg omsider fandt vej til Brøndby Idrætsefterskole. Gennem mit arbejde i servicefaget er jeg vant til at møde alle i øjenhøjde.

Det er både sjovt, spændende og udfordrende at arbejde med service og vedligehold i et miljø fyldt med teenagere, og ingen af dagene synes ens. Brøndby Idrætsefterskole er en ung institution, så jeg finder stor glæde i at være med på ”sidelinjen” og finde på nye ideer, som kan optimere faciliteterne til glæde for eleverne og de ansatte.

Bjarne Eisenmann

Teknisk serviceassistent

Køkken

Michel Mønsted

Kok – køkkenleder

Jeg er uddannet kok i 2007, og har stor erfaring med at arbejde i forskellige køkkener samt fokusområder inden for den gastronomiske verden. Jeg har blandt andet arbejdet på Teaterkælderen (Det Ny Teater), Nimb i Tivoli, Vejle Skyttehus og på forskellige restaurationer på Bakken. Før jeg blev uddannet kok, har jeg taget en uddannelse som klejnsmed i 1999 og en HHX i 2003.

Jeg er ansvarlig for køkkenet på skolen. Jeg sørger dagligt for at sammensættes 7 sunde måltider, der tilgodeser elevernes energi og næringsbehov. Jeg lægger stor vægt på at maden er skabt fra bunden med mindst mulige forarbejdet varer. Når eleverne er med i køkkenet lærer, og giver jeg dem de mest basale regler inden for køkkenhygiejne og råvarekendskab.

Eliane Matheus

Cater

Jeg blev uddannet cater i 2016, men har arbejdet i forskellige kantiner og catering-virksomheder – både store og små køkkener – i mere end 20 år.
Min tilgang til madlavning er drevet af stor nysgerrighed. Derudover lægger jeg vægt på, at de måltider vi laver til eleverne er både sunde og smagfulde.
Jeg værdsætter når elevernes er med i køkkenet, og gør mit for, at det samtidigt bliver en lærerig oplevelse for dem at være med.

Susanne Jensen

Smørrebrødsjomfru

Jeg blev udlært smørrebrødsjomfru i 1982 i Brøndby hallen. Jeg har været mange forskellige steder – bl.a. på forskellige hoteller og i Tivoli. Det er meget dejligt at være tilbage i Brøndby på Idrætsefterskolen med alle de søde unge mennesker og kolleger. Når jeg ikke kokkererer her så holder jeg meget af at være sammen med familie og gå tur med min hund.

Ida Stenholm Hjort

Ernæringsassistent

Jeg er uddannet Ernæringsassistent og har siden jeg var teenager haft en stor passion for madlavning og køkkenkunstens mange muligheder. Vores køkken gør meget ud af at forebygge madspild, hvilket jeg også bruger energi på i mit private familieliv, så det falder mig meget naturligt. En af de ting jeg elsker ved mit arbejde er klart når eleverne kommer i køkkenet, og jeg ser det som en værdifuld og sjov opgave at lære fra mig og se dem vokse med opgaven.
Som person vil jeg beskrive mig selv som energisk, iderig og god til at samarbejde.

Vil du høre mere?

Har du et spørgsmål – eller ønsker du at blive ringet op?
Udfyld formularen, så vender vi hurtigt tilbage til dig

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.