For dig, der finder energien, når det bliver hårdt

På triathlonlinjen går vi målrettet efter at gøre dig til en komplet triatlet. Vi arbejder med din grundform, med din teknik og ikke mindst med din motivation. Med en topatlet som træner er der garanti for succes.

Du fandt sikkert hurtigt ud af, at du var en smule sejere end de andre i skolegården, så snart det kom til udholdenhedssport. Og nu vil du selvfølgelig gerne se, hvor langt talentet rækker. Det kan du gøre her på triathlonlinjen. Faktisk har vi allerede lagt planer for et sjovt og præstations-boostende år, hvor vi samarbejder med KTK86 om træningen. KTK86 repræsenterer nogle af de førende ungdomsatleter indenfor triatlon in Danmark.

Træningen

KTK86s vision er at være en triatlonklub baseret på et stærkt fællesskab, der løfter det enkelte individs niveau og sikrer et inspirerende og motiverende træningsmiljø til både eliten og bredden. Træningen foregår derfor sammen med klubbens øvrige medlemmer og er struktureret af en aktiv cheftræner, der skaber en rød tråd imellem disciplinerne.

Alle tre discipliner trænes i løbet af ugen, og den konkurrencespecifikke træning ligger i foråret og sommeren. Klubtræningen er opbygget omkring intervaltræning i alle tre discipliner og tekniktræning i svømning og løb. Det betyder, at distancetræning indenfor løb og cykling typisk aftales individuelt blandt medlemmerne i klubben.

Kompetencer

Du lærer:

  • At forstå din udvikling som en proces, hvor det man er dygtig til, og det man skal blive bedre til, spiller sammen.
  • At strukturere og planlægge din tid, så du får en klar plan for din træning og dine konkurrencer
  • At indgå i et socialt sammenhold på tværs af grupper og niveau, hvor klubånden er højt prioriteret

Udstyr

KTK86 har desværre ikke mulighed for at stille udstyr til rådighed. Det er dog kun nødvendigt at anskaffe sig særligt udstyr, hvis man forventer at deltage i konkurrencer eller ønsker at være med, når klubben svømmer og cykler udendørs i sommermånederne. Svømning og cykling (spinning) foregår indendørs om vinteren. Bemærk, at det er et ufravigeligt krav, at du har cykelhjelm på, hvis du cykler med udendørs.

Når du starter med at træne med KTK86, skal du derfor medbringe dette udstyr:

  • Løbetøj og sko
  • Badetøj, badehætte og svømmebriller
  • cykelsko til spinning og cykelbukser

Klubben arrangerer hvert år en træningslejr til Mallorca omkring påske, som man er velkommen til at deltage i.

Træneren

Jens Petersen-Bach

Jens Petersen-Bach har været cheftræner i KTK86 siden december 2017. Jens startede med at dyrke triatlon, da han var 15 år (1999) og har været professionel triatlet siden 2011. Han har bl.a. vundet Ironman København i 2013 og har flere podieplaceringer på ironmandistancen, som er hans favorit. Jens’ PR på ironmandistancen er 8 timer og 7 minutter.

Jens har tidligere været cheftræner i Odense Triatlonklub og har siden 2010 også fungeret som personlig træner for atleter på både elite- og motionsniveau. Han favner dermed bredt i sin rolle som træner.

Vil du høre mere?

Har du et spørgsmål – eller ønsker du at blive ringet op?
Udfyld formularen, så vender vi hurtigt tilbage til dig